Kender du én, der skal konfirmereres i 2021, og som kunne tænke sig at blive konfirmeret i Norddjurslands Valgmenighed? Så er det nu, du skal læse med og bringe budskabet videre!
HVAD ER DET NU FOR NOGET?
Som konfirmand hos os får du mulighed for at være konfirmand på et mindre hold (typisk 6-10 konfirmander), der i fællesskab med vores præst Signe, kommer igennem den kristne livsvisdom på en kreativ måde, der tager udgangspunkt i hver enkelt konfirmand. Vi læner os op ad den grundtvigske indsigt, der understreger, at lysten skal drive værket. Derfor er det en forudsætning, at vi hygger os, når vi er sammen, og Signe sætter en dyd i at tilpasse dagens læring til konfirmandernes “dagsform”. Det er, efter vores opfattelse, den bedste måde at videreformidle det kristne budskab om fællesskab og samhørighed. Undervejs i forløbet vil der være to heldagsudflugter for konfirmanderne, ligesom vi håber på at kunne arrangere en teatertur for konfirmanderne og deres familier.