Kirkevandring med fællessang og nadvergudstjeneste

I år markerer vi Skærtorsdag med en kirkevandring, hvor vi går fra Vivild kirke til Vejlby kirke, mens vi undervejs synger påsken ind. Vi går så vidt muligt ad de små veje, markeret på rutekortet på begivenhedsbilledet. Hele ruten er cirka 10 kilometer, men det vil også være muligt at støde til på halvvejen, da vi holder kaffepause i Allestrup. Husk at medbringe egen kaffe, samt hvad I måtte ønske at indtage på vandringen. Se kort over ruten her.
 
Afgangstiderne er som følger: Afgang fra Valgmenighedens bygning i Vivild kl. 14.00. Afgang fra Allestrup, hvor Allestrupvej og Sorvadgårdvej møder hinanden kl. 15.30. Vandringen afrundes med nadvergudstjeneste i Vejlby kirke kl. 17.00.
 
Dagen vil stå i nadverens tegn, først med en refleksion fra Ole Juul ved vandringens pause, siden med prædiken fra Signe samt fejring af nadver ved gudstjenesten. Både på vandringen samt foran kirken forud for gudstjenesten, vil vi synge påsken ind sammen i det fri, da fællessang atter er tilladt under åben himmel. Man kan således – uagtet hvor meget af arrangementet man deltager i – være med til at fejre både nadverens og sangens fællesskab.
 
Udendørs menighedsaktiviteter er fritaget fra det generelle forsamlingsforbud, hvormed vi igen kan være 25 forsamlet – naturligvis med afstand og øvrige forbehold, så alle kan være trygge! Der er ligeledes mulighed for at gå i flere grupper.
 
Skulle I have tvivl eller spørgsmål, må I ikke tøve med at kontakte Signe på tlf.: 23679413. Vi opfordrer til, at man koordinerer hjemkørsel fra Vejlby kirke med sine nærmeste, men har man svært ved at få ligningen til at gå op, vil Signe forsøge at løse det. I så fald bedes I give hende besked et par dage i forvejen.
 
Tilmelding er ikke nødvendig – vel mødt!
Luk menu