Præstens høsthilsen

Høsten – taknemlighed og glæde midt i farverne af forfald

Efteråret er over os, og skoven falmer omkring os. Bladene bliver gule, orange, røde, for siden at blive brune, visne og nedfaldne. Det er efterårets lod. På den måde kan man opleve denne årstid som gold og trist. Måske endda sørgelig, fordi den vidner om forfald. Det er imidlertid et andet budskab, vi fortælles, når vi taler med kristendommens sprog.

Jesus sammenligner Guds rige med en mand, der har tilsået sin jord (Mark.4,26-32). Langsomt vokser kornet, uden at manden ved hvordan. Det sker af sig selv takket være den kraft, der er i kornet. At det sker af sig selv betyder, at han ikke skal bekymre sig om det. Bekymringerne slører vores blik for taknemligheden i livet. Også vores liv vokser og udfolder sig – ofte uden at vi helt ved hvordan. Vi sover og står op, nat og dag, så længe vort hjerte slår og vore lunger iltes.

Alligevel er der mere til livet end blot hjerteslag og åndedrag. De ting sker af sig selv – så længe det er os forundt. Det betyder, at vi er i live.

Men for at vi skal leve, må hjertet banke med glæde og lungerne iltes med tak. Det sker ikke af sig selv, men kræver undertiden at vi mindes om årsagen til glæden og tak. Der er rigeligt med bekymringer til at overrumple os i livet – de er ikke svære at få øje på. Sværere kan det synes at lægge bekymringerne på hylden.

Det kan være svært at finde taknemlighedens årsag, der gør vores bekymringer til skamme, hvis man forbinder denne årstid med sørgefuldt forfald. Uden håbet for lysere tider. Men vi ved jo, at sådan er det ikke. Vi ved, at bag efteråret ligger vinteren, og at i vinterens frosne muld beskyttes de frø, der til foråret skal spire til vores glæde. Vi kan ikke se dem nu – men vi ved, de er der.

Sådan er det også med troen: Ganske vist kan vi ikke se livets Gud, men vi ved – hvis vi tør tro – at han er nær, som den livsånde, der er lagt i os. Han har sået sit frø i vore hjerter. Det er det løfte, troen giver os, uanset om vi vil tage imod det eller ej, findes det for os som en livsmulighed. Langsomt vokser det, nat og dag – uden at vi helt ved hvordan – for at vi kan gribe det og støtte os til det, når vi fortvivles over livets forfald. Hvilende i løftet om, at Gud er stor nok til at holde sine hænder om os, mens vi venter på forårets lys.

Deri er håbet, som efterårets forfaldne farver synger om. Deri er det lys, der skinner af de orange, gule og røde blade og den tone, der klinger, når regndråberne falder: Efter vinter kommer vår – og vores liv er lagt i evighedens hænder.

Må I får et glædeligt efterår,

Jeres præst, Signe Helbo.

Luk menu