Januar 2021
Et håbets år?
”Jeg håber, at vi kan…” Sådan tror jeg, mange har tænkt i løbet af det forgange år. Hvad, du har afrundet sætningen med, er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at vi alle har håbet meget – og forhåbentlig fortsat gør det. Spørgsmålet er, hvad håb i det hele taget er, og hvor det gemmer sig.
Kort sagt peger håbet fremad mod den endnu ukendte fremtid. På den måde er håbet en drivkraft, der fører os frem i livet. Omend håbet aldrig er en garanti for, at vi får det, vi håber, drives vi fremad af det.
Overfor håb finder vi viden. Den søges af vores forstand. I dag er vi generelt set meget vidende. Derfor kan vi også opnå mange ting, der for relativt få år siden var utænkelige. Vi er børn af en tid, hvor langt det meste i vores liv baserer sig på vishedens, beregningernes og forstandens præmisser.
Det seneste år har vist os, at alt det, vi stræber mod selv at skabe, kan forsvinde på et øjeblik. Det gør vores fornuft til skamme. Nok kan vores viden beregne, hvordan vi bremser katastrofen. Derfor holder vi afstand og bliver mest muligt hjemme. Samtidig kan det høje vidensniveau sikre os vacciner på rekordtid. Det er det lys i mørket, vi er blevet fortalt, vi skal vente på – hvor længe vides ikke. Igen ender vi ved håbet. Håbet om at den uvisse fremtid er god mod os, og at vi inden længe igen kan mødes med vores kære. Hvis viden bor i vores forstand, hvor bor da håbet?
Håbet bor i vores hjerter. I modsætning til fornuften, der næres af viden, næres vores håb af tro. Skulle jeg sende en bøn ud mod jer, der læser med i denne lille refleksion, skulle det være, at I øver jer i at give jer hen til håbet. Ikke kun til det håb, vores viden sandsynliggør, men snarere til det håb, der lever dybt i vores hjerter. Det håb, der til tider kan synes usandsynligt, men som dog giver livet fylde, fordi vi med udgangspunkt deri kan se en virkelighed, der er større end den, vores fornuft kan få øje på. Jeg ved ikke, hvordan det håb, ser ud for jer. Men jeg ved, at det er et sted inde i os alle – og at det håb er med os alle år og alle tider. Håbet om at livet er mere end beregninger, fornuft og viden. Håbet og troen på, at livet er et fællesskab af kærlighed, lyse øjeblikke og uforståelig storhed. Lad det håb og den tro blive det lys i mørket, vi lever ud fra, imens vi venter på at fornuftens lys igen for alvor kan brænde.
Håbefulde hilsener,
Signe Helbo, præst.
Præstelige tanker – en digital menighed?
I løbet af det sidste år, har vi måttet tillære os nye kvalifikationer, ligesom vi har måttet vænne os til en hverdag, der er ganske anderledes, end den vi hidtil kendte. Forhåbentlig kan vi i løbet af det kommende år igen bevæge os nærmere en hverdag, som før – med håndtryk, fællessang og sociale begivenheder. Alligevel kan noget af det, vi har tillært os, måske fortsat bruges? Signe har optaget nogle korte videoklip, hvor hun tager et tema op, som hun knytter sine tanker til. Formatet kalder hun ”præstelige tanker”, og filmene kan findes på vore hjemmeside, Facebook-side samt på vores YouTube-kanal. Skulle der være et tema, du ønsker hendes refleksioner over, hører hun det gerne. Om end vi er glade for, at vi ikke for altid skal være en digital menighed, synes det udmærket, at menigheden også er digital. Vi håber, at I også kan lide tiltaget!
Maj 2020
Om Åndens fællesskab
Vi bevæger os med hastige skridt mod Kr. Himmelfart og pinse. Hver især højtider med livgivende budskab, selvom vi i denne tid befinder os i en livsudslettende krise.
Det forekommer mig, at døden har fæstnet sig iblandt os. Godt nok er dødstallene for patienter med Corona-virus fortsat relativt lave herhjemme, sammenlignet med andre europæiske lande – og Gud ske lov for det! Men døden er ikke kun en fysisk død. Død er også ophør eller tilintetgørelse. Det være sig tilintetgørelsen af fællesskaber, ophøret af kærlighed og samhørighed eller tilintetgørelsen af håb. Alt dette opfylder lige nu mange hjem, idet vi på hver vores vis tynges af bekymringer for fremtiden: Mon vi bliver syge? Hvornår kan vi igen møde vores medmennesker med et knus? Kan vi beholde vores job? Disse bekymringer giver døden næring, idet de får båndene imellem os til at briste.
Midt i alt dette, oplever vi heldigvis på samme tid, at nye fællesskaber tager form: Vi synger morgensang sammen foran skærmene i hver vores stue, vi jagter bamser i vinduerne med vores medmennesker i Sydeuropa, og vi stiller kurve af glæder ved hinandens dørtrin. Disse små lysglimt af livgivende fællesskaber er et simpelt, men samtidig stærkt eksempel på, at nyt liv kan vokse frem midt i døden, – og at håbet kan spire midt i håbløsheden. Men se, disse fællesskaber er ikke fysiske. Tværtimod er vi jo langt fra hinanden. I stedet er fællesskaber som disse åndelige, idet de er udtryk for fællesskab mellem menneskehjerter i en tid, hvor vi ikke må lægge hænderne om hinanden. Vores hjerters sjælebånd knyttes altså, når vi adskilles fra hinanden. Med andre ord: Hvor fysikken holder op, varer Ånden ved, og derfor er kristendommens budskab afgørende for os alle.
Mariæ Bebudelse, jul, påske, Kr. Himmelfart og pinse, – alle vidner de om den ubegribelige fortælling, der lærer os, at den levende Gud kom til det døde menneske for at gøre livet nyt. Kristendommen handler om liv på trods af død, og det er netop, hvad disse nye fællesskaber på hver deres måde vidner om i denne krisetid; at håbet kan spire, selv i håbløsheden, når vi sættes fri fra de personlige bekymringer til fordel for fællesskaberne imellem os.
Der er så meget, vi ikke ved i denne Corona-tid. Men ser vi på livet med troens briller, forkyndes det, at livet bliver nyt, og at alting igen bliver godt. Håbet er i sidste ende dét, der skal løsrive os fra bekymringerne, så vi kan leve sammen i kærlighedens og Åndens fællesskab. I troen er vores hjerter forbundne – selv på behørig fysisk afstand – og derfor er vi aldrig alene. Vi har således usigeligt meget at bruge kristendommens budskab til netop nu, hvor der er nok at bekymre sig om. For i håbet besejres enhver død!
Bedste hilsner med ønsket om Guds fred,
Signe Helbo.
April 2020
Evige rødder i uvishedens storm
”For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt” læser vi i Det Gamle Testamente. Det er et kærkomment budskab, som vi netop nu gør klogt i at støtte os til: Alting har en tid – også denne krise, der har sat vort land og store dele af verden i stå. Alt, hvad vi kender, er kuldkastet, og vi ved ikke, hvad der venter os: Bliver det værre? Aftager det henover april og maj? Hvornår må vi igen ses med alle dem, vi har kær? Vi ved det ikke, men vi ved, at også dette har en tid, og at alting igen bliver godt!
Den erkendelse er imidlertid ikke nok. For selvom vi ved, at også denne krise vil gå over, kan vi ikke undgå af og til at føle os efterladt med bekymringer – og for manges vedkommende en opslidende ensomhed, nu hvor man ikke længere må få besøg af sine kære. Vi har ikke befundet os i en krise med så drastiske tiltag som nu siden 2. Verdenskrig, og selvom nogle i vor menighed ganske vist husker den tid, er der løbet meget vand i åen siden da, og vi har, gennem manges års medvind, tillært os at mulighederne ligger for vore fødder. Nu skal vi i stedet tillære os det modsatte: I den kommende tid er det ikke vore muligheder, der skal sætte kursen, tværtimod skal vi leve med at give afkald. Afkald på alt det, vi gerne vil, til fordel for det, vi får at vide kan gavne. Det kan vi kun gøre med tilliden til og troen på at vores afkald tjener et større formål.
Ingen af os begriber, hvad der sker – og tragikomisk nok er det netop dét, evangeliet opøver os i: At vi ikke skal leve livet i visheden om alt det, vi på egen hånd kan styre, men tværtimod i den hvilende vished om, at Gud er med os, selv i de aspekter af tilværelsen, vi finder os selv magtesløse overfor. Det er evighedens løfte, vi skal støtte os til, når vi opfyldes af kaos. Løftet om, at godt nok har alt under himlen en tid, men i de himmelske øjeblikke; når vor glæde og sorg opløses af salighed, når vore bekymringerne aftager til fordel for ubekymret lykke, og når al mørke og sjælevé svinder, – i de øjeblikke skuer vi et glimt af Guds himmelske fred. Og med evigheden er det sådan, at den har ingen tid. For alt hvad der sker hos Gud, er der ingen tid!
De øjeblikke kan forsat melde sig hos os, og det er af altafgørende betydning, at vi åbner os for dem, når de melder sig: Om det er solens stråler gennem vinduet, opkaldet fra barnebarnet, en fugl der kvidrer i træet, morgenkaffen der damper, eller påskeliljerne der springer ud – evighedens vidnesbyrd kan manifestere sig i mange former. Og det mirakuløse ved det er, at når det melder sig, opløses vor bekymring for en stund. Kære menighed: Lad de øjeblikke give os evige rødder, så vi står styrket fast her midt i uvishedens storm – og husk: Også denne storm har en tid!
Bedste hilsner med ønsket om Guds fred,
Signe Helbo.
December 2019
Mørket er over os, og vinteren står for døren. Tre måneder med kulde og mørke venter forude. Men frygt ej; menighedens levende lys vil brænde for os, så vi forhåbentlig kan komme igennem vinterkulden med varme hjerter. I år afholder vi en særlig salmegudstjeneste anden juledag. I den forbindelse vil jeg meget gerne, om I vil komme med ønsker til julesalmer, I holder særlig meget af. Så sørger vi for at få sunget alle de smukke salmer, som vi alt for ofte glemmer. I kan komme med ønsker frem t.o.m. 3. søndag i advent.
Skulle man have lyst til et husbesøg, er man som altid velkommen til at kontakte mig – det vil glæde mig at besøge flere af jer! Jeg holder ferie d. 1-20. januar, men Karen Marianne vil dække ind i perioden, hvis der skulle være behov for en præst. Når jeg vender tilbage gør vi så småt klar til at opstarte et nyt minikonfirmandforløb for 3. klasserne i Vivild, ligesom vi traditionen tro har en masse glædelige aktiviteter på kalenderen.
Glædelig advent – glædelig jul – og glædeligt nytår,
Signe Helbo.