EFTERÅR 2024
Præstens refleksion: ”Selvkærlighed eller næstekærlighed?”
Når jeg følger min 2-årige søn ud i vuggestuen om morgenen, har han for vane at sige: ”Jeg elsker ikke den eller den person længere” – det kan skifte lidt, hvem der på en given dag er faldet udenfor hans kærlighed, og heldigvis er der altid langt flere, han hævder at elske. Men se, jeg plejer at svare ham, at det er helt i orden, for man kan jo ikke elske alle altid. Og så tilføjer jeg, at det vigtigste er, at man er sød ved dem alligevel. Det er den måde, hvorpå jeg forsøger at forklare min 2-årige, at vi er forpligtet på hinanden; at vi har et ansvar overfor hinanden – både på dem, vi kan lide, og dem vi ikke kan lide. Både på dem vi kender og er trygge ved, og dem vi endnu ikke kender og dermed endnu ikke er trygge ved. Vi er forbundne med og forpligtet på hinanden.
I kristendommen er det et helt centralt budskab, at der er noget, der går forud for vores kærlighed – nemlig Guds kærlighed. Det betyder, at selv når vi ikke kan elske, holdes vi oppe af løftet om, at vi er elsket. Og netop det løfte er forudsætningen for, at vi igen (og bare indimellem…) kan elske andre.
Det væsentligste at notere sig omkring det kristne syn på kærligheden er altså, at bevægelsen altid begynder udenfor os selv. Derfor er begrebet selvkærlighed, der florerer på de sociale medier i tiden, efter min bedste overbevisning en moderne skævvridning, i hvilken det er lettere at gå til grunde end at lykkes.
Beklager min frækhed, men jeg vil tillade mig at påstå, at det er noget moderne pjat at hævde, at man skal elske sig selv for at kunne elske andre. Man kan sagtens være noget for andre i de perioder af ens liv, hvor man ikke elsker sig selv (hvor ofte gør vi overhovedet det?!). Naturligvis er alt relativt; ligger man i depressionens mørke, kan man næppe være noget for hverken sig selv eller andre – men befinder man sig dér, som de fleste nok ofte gør, hvor man bare ikke synes, man er den fedeste skabning på jorden, kan man stadig godt opleve at være noget for andre. Men (og dette er et afgørende men!) man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke ved, at man er noget for nogen. Læs lige den sætning igen… Vi er i langt højere grad forbundne end individualister, om end vores tid og kultur synes at have vendt det på hovedet.
At elske er altid en udadrettet bevægelse – ikke indadrettet. Derfor giver det meget mere mening af tale om næstekærlighed end om selvkærlighed. I det første blomstrer vi – i den sidste fortabes vi. Jeg tror, mange – måske særligt unge – i dag segner under målsætningen om, at de skal elske sig selv. For det første er det uopfyldeligt; det er simpelthen ikke muligt, for at elske retter sig udad. Vi kan heller ikke altid elske andre. Vores egen evne til at elske er så påvirkelig, at den ikke må være afgørende for om vi lykkes i livet. I stedet ville det være frugtbart at tænke, at vi allerede er lykkedes, fordi vi er elsket. Forstået på den måde, at vi må nyde, før vi kan yde. For det andet er det et forkert perspektiv. For at være menneske handler ikke om at kunne elske sig selv, men om at kunne elske sin næste – så forbundetheden holdes intakt. Og forudsætningen herfor er altså, at man selv ved sig elsket – af andre end sig selv (sine forældre, sin ægtefælle, sine nærmeste – og af Gud!). På den måde får vi igen og igen muligheden for at rette kærligheden udad mod livet og næsten, når blot vi tør flytte fokus en smule fra os selv.
AUGUST 2024
Præstens refleksion: ”Sig: vi går til Paradis! ”
Når nogle dør, har jeg ofte hørt sproglige vendinger som “vi ses i Paradis”, “vi skal mindes dem, der ikke længere er iblandt os”, og “de er gået over til den anden side”. Det er ikke kun lægfolk, men også i høj grad præster, der bruger disse – efter min mening fattige – vendinger.
Den danske kultur bærer præg af en barnetro, der lader Gud være en mand på skyen i Paradis. Vores døde sidder ved hans side og hygger sig. Hele den paradisiske festlighed sker fjernt fra os levende, der må nøjes med et liv på jorden. Det er efter min bedste overbevisning en præsts fornemste opgave at forkynde evangeliet om Kristus, der forløser mennesket, så det ikke længere er adskilt fra Gud, men i Gud i kraft af kærligheden.
Den gode Grundtvig har skrevet et digt med titlen Paradiset. I sidste vers skriver han:
“Så lad os i verden om Edens lyst; ej spejde fra bjergenes toppe, men elske det billed, vi har i bryst, og Paradis søge histoppe”
Her fremstilles Paradis som en himmelsk virkelighed, vi har tilknytning til i vores hjerter.
De fleste kender også det afsluttende vers af Den signede dag, hvor Paradis omtales som vort fædreland, som vi en dag skal vende tilbage til. På den måde er det ikke forkert at sige “vi ses i Paradis”. Når jeg alligevel finder det for fattigt, skyldes det, at de sørgende, jeg har talt med, der længes efter deres elskede, alle oplever en erfaring af nærvær i fraværet. Som om deres døde stadig berører dem. En kyniker ville måske kalde det en projektion. Jeg vil tillade mig at kalde det kærlighedens under. Derfor tillader jeg mig (med et håb om, at Grundtvig ville være enig!) at hævde, at vi i hjertet, i kærligheden mærker et glimt af oprindelse og skabelsesnærvær – på trods af døden.
Vores døde forsvinder ikke fra os, men skifter form for os. De er i Paradis, men de er også her, midt iblandt os, i kraft af det kærlighedens hjertebånd, der er skabelsens gave. Som en usynlig verden af kærlighed ånder Paradiset omkring os hele tiden. Vi kan ikke bryde igennem til det, for tidens grænse er sat for os som slør. Kløften mellem de døde og de levende er ikke uoverstigelig. Jorden og himlen flettes sammen i Kristi forløsning af mennesket. Vi er ikke længere fortabte, men frelste – omend fysisk bundet af tid, er vi rundet af grænseløs kærlighed.
“Ja, jeg tror på korsets gåde; gør det, Frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis!”
Nu og i al evighed!
APRIL 2024
Præstens refleksion: ”Størst af alt er kærligheden”
Denne refleksion er skrevet fra mit helt personlige udgangspunkt. Som I kan læse på kirkesiden, hvis I da ikke allerede vidste det, skal jeg giftes den 10. maj, hvorfor jeg i dette nyhedsbrev har lyst til at dele mine tanker om kærligheden med jer. Her holder det personlige da op – for det er ikke min kærlighed, der er interessant, men kærligheden som fænomen.
Vi kender de berømte ord fra højsangen ”størst af alt er kærligheden” (1. Kor 13). Vi holder af at sige dem, når folk gifter sig – men samtidig ved vi, at omtrent halvdelen af alle ægteskab ender i skilsmisse. Var kærligheden da ikke størst af alt, eller forvaltede vi den forkert?
Se, kærligheden som er størst af alt, er netop hverken din eller min kærlighed, men kærligheden som fænomen. Som en kraft i verden (lad os i denne forsamling bare kalde den guddommelig, evig, himmelsk, nådefuld). Vores kærlighed, din og min, er ofte ganske lille; den er skrøbelig, sårbar, angst, smertende, fortvivlende. Når vi elsker et andet menneske, går det hånd i hånd med frygten for at vi skal miste det igen. For visheden om, at alt i livet blot er os til låns, ligger dybt i os…
Heldigvis er der altid mere end to parter i et kærlighedsforhold. Der er et dig, et mig og et os. Når vi taler om kærligheden, som det største af alt, har vi forladt det individuelle og befinder os i stedet i det relationelle. I det vi kan kalde os. Relationerne – hvad end det er imellem kærester, venner, familier eller kollegaer – er hellige, forstået på den måde at Gud selv er til stedet i dem. Den kristne gud er en relationel gud. Når kærligheden går i stykker, som den så let, så let kan gøre, – kan det skyldes mange ting. Uanset hvad det konkret skyldes, handler det om, at relationen er blevet knægtet. Af den ene, den anden, eller begge parter. Den tredje part, relationen selv, forsvinder for os, når vi glemmer at hylde den som hellig.
Når jeg gifter mig den 10. maj, vil jeg – så vidt det er mig muligt i al min menneskelige uformåenhed – forsøge på fremover at sætte os over dig og mig. Fordi jeg tror på, at vi hver især som mennesker bliver stærkere af visheden om, at vi har hinanden. Vi er hinandens liv.
Kærligheden er størst af alt, og den vil gøre os stærke, hvis vi tør hengive os til den. Det kræver, at vi tør slippe os selv og idéen om alt det, vi gerne vil realisere, og åbner vores hjerter for alt det, vi er givet. Og til de, hvis hjerter er blevet knust, eller som ved, at den kærlighed de selv er givet ikke længere kan næres vil jeg sige; husk at kærligheden altid er her. Vi kan gribe den og vi kan give slip. Men den slipper aldrig sit tage i os. Kærligheden som fænomen og som mulighed er her, så længe vi er. Vores fornemste opgave er at finde ud af, hvordan vi skal leve med den.
Jeg håber, at mine refleksioner også berører noget i jeres liv. Dertil håber både Henrik og jeg, at I har lyst til at komme til reception i spisesalen på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole fredag den 10. maj kl. 15.00. Vi hylder kærligheden med bobler og brunsviger (og frabeder os venligst gaver!).
Kærlige hilsner fra jeres præst, Signe.
MARTS 2024
Præstens refleksion: ”At leve med hjertet”
For nylig læste jeg en roman, der bærer titlen Månemælk. Vi skulle gennemgå den i menighedens læsekreds, hvilket altid er en god motivation for at få læst. Forfatteren bag romanen er den afdøde svensker Göran Tunström. Jeg har før læst en anden af hans romanen, Juleoratoriet, så jeg vidste, at hans romaner ikke er, som romaner er flest. I hans romaner er det nemlig ikke selve handlingsforløbet, der er det væsentlige – men i stedet den grundtone eller stemning, romanen indeholder. Det er så af sige en form for poetisk litteratur.
Til læsekredsen stod det klart, at vi alle havde haft svært ved at læse romanen – om end vi alle samtidig havde fået noget ud af den. Når vi alligevel havde haft svært ved det, skyldtes det, at den forventning om et forståeligt handlingsforløb, som man naturligt går til en roman med, ikke var blevet indfriet. Vi kæmpede undervejs med at finde hoved og hale i handlingen – men samtidig blev vi igen og igen ramt af sætninger, der ville os noget. Det var bare så svært at sætte ord på, hvad de ville os.
Et sted skriver forfatteren: “Der svæver altid spørgsmål rundt i hjernens verdensrum, men pludselig bliver et af dem ramt af nogens eller nogets pil, og det styrter ned i ens hjerte og bliver liggende dér, og du bliver nødt til at bøje dig over det, og du ser at det ånder, at det vil dig noget.”
Vi lever meget med hjernen i vores tid. Alt skal helst kunne forklares, måles, vejes, optimeres eller forbedres. Vi lever ofte udspændt mellem de praktiske ting, der skal gøres i hverdagen og de mål og visioner, vi sætter os for fremtiden. Alligevel erfarer vi igen og igen, at alle de ting indimellem bliver skudt til side, fordi noget rammer os, og berører vores hjerter. Vi mærker det måske kun som et vindpust, en anelse, en sansning – men vi forstår, at det vil os noget. At det bærer på en betydning.
Udfordringen er, at vi har så svært ved at forklare det – og derfor tillægger vi det sjældent større værdi. Vi lukker (måske ubevidst?) vores hjerter for dem, og fortsætter med at leve fra hjernen. For vi har det bedst med de ting, vi kan begribe.
Lad denne lille refleksion være en opfordring til, at vi tør leve en større del af vores liv med hjertet fremfor hjernen. For det er i hjertet alt det virkeligt væsentlige melder sig; kærligheden, lykken, relationerne, betydningen. Det er i hjertet, vi lever. Skal vi ikke øve os på det? Et godt sted at begynde er at lade sig berøre af de små vindpust – og tillægge dem vigtighed, selvom vi måske ikke kan forklare deres værdi til andre. Når vi øver os på det, åbnes vores hjerter langsomt – og livet bliver større.
Kærlige hilsner jeres præst, Signe.
VINTER 2024
Præstens refleksion: ”Hold håbet op!”
En adventssalme, vi har sunget meget i menigheden på forskelligvis gennem den senere tid er Højskolesangbogens nr. 233, ”Hold håbet op!”. Vi har sunget den til babysalmesang, ved gudstjeneste og senest til juleafslutningsgudstjenesten for VGI. Personligt er den blevet én af mine favoritter – og jeg vil her forsøge at forklare jer hvorfor, I håbet om, at den må sætte spor i jer…
I første vers synger vi, at håbet findes over os og omkring os – som snefnuggene, der daler ned over os fra oven. Vi synger, at håbet er noget “jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.”
Det, vi lever i, er alt det, som optager os. Det, der optager og udgør vores verden – det kan være målsætningen om at blive hurtigere på løberuterne. At surdejen må lykkes i stedet for at mugne. Det kan være forelskelsen, der snurrer i maven på os. Det kan være sorgen over, at noget vi satte vores lid til, viste sig at skuffe. Det kan være angsten over ikke at kunne leve op til de forventninger, vi tror, omverdenen har til os. Det kan være følelsen af at være forkert – eller følelsen af rent faktisk at have styr på sine sager. Dét, vi lever i, er alt det, som optager os – på godt og ondt. Inde i os selv. Fra vores egen lille, men meget væsentlige verden…
Det jeg så godt kan lide ved denne salme er, at det fortæller, at der ovenover alt det, vi hver især lever i, er en kæmpe himmel – og at den er vores fælles himmel. Det du lever i; dét, der optager dig, og dét, der lader til at fylde hele din verden og alle dine tanker, er altså ikke hele din verden – for din verden er også den fælles himmel, der forbinder din og min verden.
Dét er kort sagt kristendommens budskab; at vi er hinandens verden. At vi holder en lille smule af hinandens skæbne i hænderne, og at vores verdener er forbundet. Også når vi føler os ensomme og forladte. Fordi der – over dét, vi hver især lever midt i – er en fælles himmel, der holder os fast.
Det er sårbart, fordi det betyder, at vi aldrig er os selv nok – eller at vi på egen hånd kan gøre os uafhængige af hinanden. Samtidig pålægger det os et enormt ansvar, fordi det ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler hinanden. Og hvordan vi stiller os frem foran hinanden. Vi må møde hinanden med åbent sind og åbne hjerter. Turde være sårbare fremfor hårde.
Trods skrøbelighed og ansvar er dét, at vi er hinandens verden en kæmpe gave, fordi tyngden af tilværelsen ikke skal bæres af os alene. Eller sagt med andre ord: Du alene er ikke ansvarlig for at lykkes som menneske. Du er allerede lykkedes, fordi du er menneske.
Julen, som venter lige foran os, er budskabet om, at den himmel er kommet til jorden for at gå med os gennem livet og helt ind i døden. Dét er ubegribeligt stort, men ganske væsentligt.
Må vi alle – med adventssalmen in mente – huske, at håbet ikke kommer fra dig – men at det rækkes til dig. For at du kan række det videre. Præcis som kærligheden og glæden. Må du åbne dit hjerte og dine hænder, så du kan tage imod.
Må I alle få en velsignet jul – med åbne hjerter og sind for det Ord, der kaster kærlighedens himmel ned til os og helt ind i vores skrøbeligste hjertekroge.
Kærlige hilsner jeres præst, Signe.
VINTER 2023
Præstens refleksion: “May the Force be with you!”
For nylig blev Anton Moltke Bjerregaard døbt, hvormed han og hans forældre blev en del af vores menighed. I gudstjenesten hørte vi, hvordan det himmelske lys slår rødder i verden i håbet om at åbne vores hjerter for alt det, livet også er, men som vi har det med at miste blikket for.
Vi lever i en tid, hvor vi beskæftiger os meget med det, vi ved; alt det målbare i vores liv – det der kan optimeres, realiseres, præsteres. Derfor er det også en tid, hvor vi ved og kan så meget. Nogle gange lader det til, at vi er guder i eget liv: At vores liv er, som vi skaber det. Med gudstjenesten, og i særdeleshed med dåben, hylder noget andet. Nemlig alt det i livet, vi ikke er herrer over; alt det vi hverken kan optimere, realisere, præstere eller skabe. Her hylder vi det, vi bliver givet – af livet, af kærligheden, af Gud. Alt det, der skabes til os, for os, i os og omkring os.
Kristendommen er altså budskabet om, at kærligheden kaster sit lys ned på og ind i verden i håbet om at åbne vores hjerter og lægge sin kraft i os. Når jeg skriver det, har jeg svært ved ikke at høre den famøse Star Wars-hilsen: ”May the Force be with you!”, ”må Kraften være med dig!” for mit indre. For i den, såvel som i kristendommen, ligger en opfordring til, at vi må fatte mod til at bevæge os fremad mod det, der venter, i tillid og håb.
Det er ikke en garant for, at livet vil være godt hele tiden, eller at vi vil være glade hele tiden. Vi ved, at ethvert liv er fyldt med både glæde og sorg. Som mennesker er vi udrustet med evnen til at tænke udover her og nu. Vi kan bekymre os – både om det egentlige og om det hypotetiske. En del af kærlighedens pris er derfor også visheden om, at kærligheden er flygtig. I hvert fald den kærlighed, vi kan måle og veje. Også her udvider kristendommen vores perspektiv. For den lærer os om en kærlighed, vi ikke kan måles og veje, men som er indlejret i os. En kærlighed, der ikke er flygtig, men evig. En kærlighed, der forankrer os.
Vi fødes hver især ind i livet uden selv at have den mindste indflydelse på det. Vores forældre har ganske vist en aktie i det, men er samtidig helt uden reel indflydelse på, hvilket liv de bliver givet – og hvornår. På den måde fortælles vi ind i livets store fortælling, og fortælleren er Kærligheden. Nåden. Barmhjertigheden. Gud. Denne fortæller har lagt en del af sig selv og sin kærlighed i os, som skal bære os gennem modgangen, fortvivlelsen, bekymringerne – på håbets og tillidens vinger.
“Må kærlighedens kraft være med dig” kunne vi sige til hinanden hver gang vi går ud mod livets ukendte kyster, som jedierne i George Lukas’ stjerneunivers. For at ruste os til at gå mod livet – ikke slavebundet af bekymringerne, men frisat af håbet. Må du gå ud i verden og livet med kærligheden i ryggen, som det lyssværd, der giver dig styrke, når du føler dig allermest svag. Som jedierne må vi øve os, hvis vi skal lykkes med at mærke forbindelsen til denne evige kærlighed. Det kan vi gøre ved indimellem at slippe vores tag om alt det, vi tror, vi skal skabe – og i stedet åbne vores hjerte for alt det, der er skabt for os og til os.
Må kærlighedens kraft være med dig, så du finder mod til at åbne dit hjerte for at det, der kommer – i tillid og håb. Må kærligheden slå rødder i dit hjerte, som kan bære skønt troen vendes til tvivl, og håbet visner af bekymring.
Præstelige hilsner, Signe.
EFTERÅR 2023
Om opmærksomhed
For nylig udgav jeg en lille film, en såkaldt reel på vores Facebook-side, som et forsøg på at formidle et budskab på en ny måde og til nogle andre end dem, der kommer i kirke søndag formiddag. For de budskaber, vi hører i kirken, er enormt givende for det moderne menneske – om end kirkegangen for mange kan synes fremmed. Derfor vil jeg hjertens gerne formidle budskaberne på andre måder også. Jeg er altid nysgerrig på at høre, hvilken formidling, der appellerer mest til jer. Så tøv ikke med at give mig feedback – det er trods alt jer, jeg er præst for!
Når jeg synes, budskaberne har relevans for det moderne menneske, skyldes det, at kristendommen handler om menneskelivet, og om hvad det vil sige at være menneske. Mange tror, at kristendommen mest af alt handler om Gud og himlen. Om paradis og syndefald. Om Bibelen og gamle, kedelige præster. Spørger I mig, handler kristendommen først og fremmest om menneskelivet: Det er forklaringen på hvorfor (og ikke så meget hvordan) mennesket blev til. Nemlig med det formål at være menneske i relation til andre. På godt og ondt. Kristendommen handler kort sagt om, at menneskelivet er forbundethed. At vi er bundet til hinanden – og til Gud. Derfor er livet både skrøbeligt og sårbart, for relationer er ikke noget, vi er ene om at kontrollere. Vi kan såre, og vi kan såres. Vi kan hade og vi kan hades. Vi kan elske, og vi kan elskes. Nogle gange går relationerne ikke, som vi ønsker – og nogle gange befinder vi os i relationer, vi helst ville være foruden. Kristendommen handler om, hvordan man navigerer i alt det.
Nå, men tilbage til min reel. Den handlede om opmærksomhed. For det er et ganske centralt ord, når det kommer til at være menneske. Ofte synes vi dog at have den rettet det forkerte sted hen. Ofte kommer vi til at vende opmærksomheden indad: Hvordan har jeg det? Hvad mærker jeg? Hvorfor har jeg det, som jeg har det?… Det er så ubegribelig let at blive fanget af vores tanker. Det indre liv drives frem af stærke strømme, men kan af og til trække os i den forkerte retning. Perspektiv må der til. Vi må løfte blikket – og huske at vi er forbundet, som jeg skrev før. Det kræver, at vi retter vores blik udad mod verden. Det er derude, vores liv leves – om end vi ofte tror, det er inde i os selv.
I de seneste uger har dagplejeopstart udfordret mit perspektiv. Jeg har mærket symbiosen blive brudt, mens jeg har set min søns glæde ved at lege med de andre. Jeg har grædt over skyldfølelsen af at forlade mit grædende barn – samtidig med at jeg ved, at han øjeblikket efter, jeg er gået, leger glad med de andre. Jeg har skullet sørge for ikke at lade mine indre tanker og behov kaste et fejlagtigt lys over den glæde og nysgerrighed, han tilgår det nye med. Det lykkes jeg med – fordi jeg er opmærksom:
OP – MÆRK – SOM. Det er et godt ord, synes jeg. For det minder os om at løfte blikket udad og OPdage den ydre verden; det minder os om at MÆRKE det, der er omkring os (og ikke kun indeni os); og så minder det os om at leve SOM sådan… Nysgerrige og med åbne hjerter – i forbundethed til den verden, vi er født ind i. Det er den opgave, vi har fået som mennesker. På godt og ondt.
Jeg håber, du husker at være opmærksom – og hvis du finder det svært, så husk at det er okay. For det er svært at være menneske. Det er en opgave. Skulle du have lyst til eller brug for en snak, står jeg altid til rådighed. Tøv ikke med at tage fat i mig.
Bedste hilsner fra jeres præst, Signe.
JANUAR 2021
Et håbets år?
”Jeg håber, at vi kan…” Sådan tror jeg, mange har tænkt i løbet af det forgange år. Hvad, du har afrundet sætningen med, er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at vi alle har håbet meget – og forhåbentlig fortsat gør det. Spørgsmålet er, hvad håb i det hele taget er, og hvor det gemmer sig.
Kort sagt peger håbet fremad mod den endnu ukendte fremtid. På den måde er håbet en drivkraft, der fører os frem i livet. Omend håbet aldrig er en garanti for, at vi får det, vi håber, drives vi fremad af det.
Overfor håb finder vi viden. Den søges af vores forstand. I dag er vi generelt set meget vidende. Derfor kan vi også opnå mange ting, der for relativt få år siden var utænkelige. Vi er børn af en tid, hvor langt det meste i vores liv baserer sig på vishedens, beregningernes og forstandens præmisser.
Det seneste år har vist os, at alt det, vi stræber mod selv at skabe, kan forsvinde på et øjeblik. Det gør vores fornuft til skamme. Nok kan vores viden beregne, hvordan vi bremser katastrofen. Derfor holder vi afstand og bliver mest muligt hjemme. Samtidig kan det høje vidensniveau sikre os vacciner på rekordtid. Det er det lys i mørket, vi er blevet fortalt, vi skal vente på – hvor længe vides ikke. Igen ender vi ved håbet. Håbet om at den uvisse fremtid er god mod os, og at vi inden længe igen kan mødes med vores kære. Hvis viden bor i vores forstand, hvor bor da håbet?
Håbet bor i vores hjerter. I modsætning til fornuften, der næres af viden, næres vores håb af tro. Skulle jeg sende en bøn ud mod jer, der læser med i denne lille refleksion, skulle det være, at I øver jer i at give jer hen til håbet. Ikke kun til det håb, vores viden sandsynliggør, men snarere til det håb, der lever dybt i vores hjerter. Det håb, der til tider kan synes usandsynligt, men som dog giver livet fylde, fordi vi med udgangspunkt deri kan se en virkelighed, der er større end den, vores fornuft kan få øje på. Jeg ved ikke, hvordan det håb, ser ud for jer. Men jeg ved, at det er et sted inde i os alle – og at det håb er med os alle år og alle tider. Håbet om at livet er mere end beregninger, fornuft og viden. Håbet og troen på, at livet er et fællesskab af kærlighed, lyse øjeblikke og uforståelig storhed. Lad det håb og den tro blive det lys i mørket, vi lever ud fra, imens vi venter på at fornuftens lys igen for alvor kan brænde.
Håbefulde hilsner,
Signe Helbo, præst.
Præstelige tanker – en digital menighed?
I løbet af det sidste år, har vi måttet tillære os nye kvalifikationer, ligesom vi har måttet vænne os til en hverdag, der er ganske anderledes, end den vi hidtil kendte. Forhåbentlig kan vi i løbet af det kommende år igen bevæge os nærmere en hverdag, som før – med håndtryk, fællessang og sociale begivenheder. Alligevel kan noget af det, vi har tillært os, måske fortsat bruges? Signe har optaget nogle korte videoklip, hvor hun tager et tema op, som hun knytter sine tanker til. Formatet kalder hun ”præstelige tanker”, og filmene kan findes på vore hjemmeside, Facebook-side samt på vores YouTube-kanal. Skulle der være et tema, du ønsker hendes refleksioner over, hører hun det gerne. Om end vi er glade for, at vi ikke for altid skal være en digital menighed, synes det udmærket, at menigheden også er digital. Vi håber, at I også kan lide tiltaget!
MAJ 2020
Om Åndens fællesskab
Vi bevæger os med hastige skridt mod Kr. Himmelfart og pinse. Hver især højtider med livgivende budskab, selvom vi i denne tid befinder os i en livsudslettende krise.
Det forekommer mig, at døden har fæstnet sig iblandt os. Godt nok er dødstallene for patienter med Corona-virus fortsat relativt lave herhjemme, sammenlignet med andre europæiske lande – og Gud ske lov for det! Men døden er ikke kun en fysisk død. Død er også ophør eller tilintetgørelse. Det være sig tilintetgørelsen af fællesskaber, ophøret af kærlighed og samhørighed eller tilintetgørelsen af håb. Alt dette opfylder lige nu mange hjem, idet vi på hver vores vis tynges af bekymringer for fremtiden: Mon vi bliver syge? Hvornår kan vi igen møde vores medmennesker med et knus? Kan vi beholde vores job? Disse bekymringer giver døden næring, idet de får båndene imellem os til at briste.
Midt i alt dette, oplever vi heldigvis på samme tid, at nye fællesskaber tager form: Vi synger morgensang sammen foran skærmene i hver vores stue, vi jagter bamser i vinduerne med vores medmennesker i Sydeuropa, og vi stiller kurve af glæder ved hinandens dørtrin. Disse små lysglimt af livgivende fællesskaber er et simpelt, men samtidig stærkt eksempel på, at nyt liv kan vokse frem midt i døden, – og at håbet kan spire midt i håbløsheden. Men se, disse fællesskaber er ikke fysiske. Tværtimod er vi jo langt fra hinanden. I stedet er fællesskaber som disse åndelige, idet de er udtryk for fællesskab mellem menneskehjerter i en tid, hvor vi ikke må lægge hænderne om hinanden. Vores hjerters sjælebånd knyttes altså, når vi adskilles fra hinanden. Med andre ord: Hvor fysikken holder op, varer Ånden ved, og derfor er kristendommens budskab afgørende for os alle.
Mariæ Bebudelse, jul, påske, Kr. Himmelfart og pinse, – alle vidner de om den ubegribelige fortælling, der lærer os, at den levende Gud kom til det døde menneske for at gøre livet nyt. Kristendommen handler om liv på trods af død, og det er netop, hvad disse nye fællesskaber på hver deres måde vidner om i denne krisetid; at håbet kan spire, selv i håbløsheden, når vi sættes fri fra de personlige bekymringer til fordel for fællesskaberne imellem os.
Der er så meget, vi ikke ved i denne Corona-tid. Men ser vi på livet med troens briller, forkyndes det, at livet bliver nyt, og at alting igen bliver godt. Håbet er i sidste ende dét, der skal løsrive os fra bekymringerne, så vi kan leve sammen i kærlighedens og Åndens fællesskab. I troen er vores hjerter forbundne – selv på behørig fysisk afstand – og derfor er vi aldrig alene. Vi har således usigeligt meget at bruge kristendommens budskab til netop nu, hvor der er nok at bekymre sig om. For i håbet besejres enhver død!
Bedste hilsner med ønsket om Guds fred,
Signe Helbo.
APRIL 2020
Evige rødder i uvishedens storm
”For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt” læser vi i Det Gamle Testamente. Det er et kærkomment budskab, som vi netop nu gør klogt i at støtte os til: Alting har en tid – også denne krise, der har sat vort land og store dele af verden i stå. Alt, hvad vi kender, er kuldkastet, og vi ved ikke, hvad der venter os: Bliver det værre? Aftager det henover april og maj? Hvornår må vi igen ses med alle dem, vi har kær? Vi ved det ikke, men vi ved, at også dette har en tid, og at alting igen bliver godt!
Den erkendelse er imidlertid ikke nok. For selvom vi ved, at også denne krise vil gå over, kan vi ikke undgå af og til at føle os efterladt med bekymringer – og for manges vedkommende en opslidende ensomhed, nu hvor man ikke længere må få besøg af sine kære. Vi har ikke befundet os i en krise med så drastiske tiltag som nu siden 2. Verdenskrig, og selvom nogle i vor menighed ganske vist husker den tid, er der løbet meget vand i åen siden da, og vi har, gennem manges års medvind, tillært os at mulighederne ligger for vore fødder. Nu skal vi i stedet tillære os det modsatte: I den kommende tid er det ikke vore muligheder, der skal sætte kursen, tværtimod skal vi leve med at give afkald. Afkald på alt det, vi gerne vil, til fordel for det, vi får at vide kan gavne. Det kan vi kun gøre med tilliden til og troen på at vores afkald tjener et større formål.
Ingen af os begriber, hvad der sker – og tragikomisk nok er det netop dét, evangeliet opøver os i: At vi ikke skal leve livet i visheden om alt det, vi på egen hånd kan styre, men tværtimod i den hvilende vished om, at Gud er med os, selv i de aspekter af tilværelsen, vi finder os selv magtesløse overfor. Det er evighedens løfte, vi skal støtte os til, når vi opfyldes af kaos. Løftet om, at godt nok har alt under himlen en tid, men i de himmelske øjeblikke; når vor glæde og sorg opløses af salighed, når vore bekymringerne aftager til fordel for ubekymret lykke, og når al mørke og sjælevé svinder, – i de øjeblikke skuer vi et glimt af Guds himmelske fred. Og med evigheden er det sådan, at den har ingen tid. For alt hvad der sker hos Gud, er der ingen tid!
De øjeblikke kan forsat melde sig hos os, og det er af altafgørende betydning, at vi åbner os for dem, når de melder sig: Om det er solens stråler gennem vinduet, opkaldet fra barnebarnet, en fugl der kvidrer i træet, morgenkaffen der damper, eller påskeliljerne der springer ud – evighedens vidnesbyrd kan manifestere sig i mange former. Og det mirakuløse ved det er, at når det melder sig, opløses vor bekymring for en stund. Kære menighed: Lad de øjeblikke give os evige rødder, så vi står styrket fast her midt i uvishedens storm – og husk: Også denne storm har en tid!
Bedste hilsner med ønsket om Guds fred,
Signe Helbo.
DECEMBER 2019
Mørket er over os, og vinteren står for døren. Tre måneder med kulde og mørke venter forude. Men frygt ej; menighedens levende lys vil brænde for os, så vi forhåbentlig kan komme igennem vinterkulden med varme hjerter. I år afholder vi en særlig salmegudstjeneste anden juledag. I den forbindelse vil jeg meget gerne, om I vil komme med ønsker til julesalmer, I holder særlig meget af. Så sørger vi for at få sunget alle de smukke salmer, som vi alt for ofte glemmer. I kan komme med ønsker frem t.o.m. 3. søndag i advent.
Skulle man have lyst til et husbesøg, er man som altid velkommen til at kontakte mig – det vil glæde mig at besøge flere af jer! Jeg holder ferie d. 1-20. januar, men Karen Marianne vil dække ind i perioden, hvis der skulle være behov for en præst. Når jeg vender tilbage gør vi så småt klar til at opstarte et nyt minikonfirmandforløb for 3. klasserne i Vivild, ligesom vi traditionen tro har en masse glædelige aktiviteter på kalenderen.
Glædelig advent – glædelig jul – og glædeligt nytår,
Signe Helbo.